Bedste Multi Family Office: Topvalg sammenlignet

Et multi-familiekontor betjener flere uafhængige velhavende familier under ét tag, og deler investeringer, rapportering og administrativ infrastruktur, som et enkelt familiekontor skal finansiere alene. Schweiz, Italien og det bredere europæiske marked er vært for snesevis af troværdige udbydere, fra bankejede platforme til uafhængige nichefirmaer, og det rigtige valg afhænger mindre af mærke end af styring, gebyrgennemsigtighed og adgang til direkte handler.

Key Takeaways

• Et multifamiliekontor samler omkostninger mellem flere familier, men skal ikke desto mindre sikre skræddersyet styring, skattekoordinering og skræddersyet rapportering for hver af dem; skala er et middel og ikke et mål.
• De afgørende kriterier er uafhængighed og gebyrstruktur, forældremyndighedsordninger, kvaliteten af ​​rapporteringen og, for venture-mindede familier, reel adgang til direkte co-investering frem for fund-of-fund wrappers.
• Schweiz og Italien dominerer kontinentaleuropæiske tilbud, med schweiziske udbydere generelt stærkere inden for grænseoverskridende strukturering og italienske udbydere i indenlandsk industri- og realaktiveksponering.
• “Bedst” ​​er ikke en placering, du kan kopiere fra en liste; det er udbyderen, hvis minimumskrav, jurisdiktion og servicemodel matcher din families kompleksitet og likviditetsprofil.
• Familier, der allokerer til teknologi og IKT, bør teste, om kontorkilderne handler selv eller blot videresender tredjepartsmuligheder, og hvordan de håndterer interessekonflikter.

Hvad et multifamiliekontor faktisk gør

Multifamiliekontorer opstod som en virksomhedsreaktion på et strukturelt problem: omkostningerne ved at drive et enkelt dedikeret familiekontor (investeringspersonale, rapporteringssystemer, juridisk og skattemæssig koordinering, depottilsyn) er vanskelige at retfærdiggøre under en vis formuebase. Ved at betjene flere familier samtidigt spreder et multi-familiekontor disse faste omkostninger, mens det opretholder et tillidsforhold snarere end et produkt-salgsforhold.

Services strækker sig generelt over fire niveauer. Den første er konsolideret rapportering: samler positioner på tværs af flere banker, depotbanker og jurisdiktioner i en enkelt visning.

Det andet er investeringsrådgivning og i nogle modeller diskretionær forvaltning på offentlige markeder, private markeder og realaktiver. Den tredje er formuestrukturering – koordinering af truster og fonde, grænseoverskridende skatteplanlægning med ekstern rådgivning og successionsdesign. Den fjerde, i stigende grad den differentierende faktor, er adgang til aftaler: private equity, venturekapital og direkte saminvesteringsmuligheder, som en familie ikke kunne finde alene.

Den skelnen, der betyder mest i praksis, er mellem modeller, der kun er rådgivende og skønsmæssige modeller, samt mellem åbne arkitekturmodeller og interne produktmodeller. Et multifamiliekontor, der opretter egne fonde og også rådgiver om dem, står over for en strukturel konflikt; en, der vælger tredjepartsforvaltere og opkræver gennemsigtige rådgivningsgebyrer, gør det ikke, men kan opnå retrocessioner, medmindre den forpligter sig til fuld honorarabat.

Sammenligningskriterierne, der faktisk forudsiger tilfredshed

De mest offentliggjorte “bedste multi-familiekontor”-lister er rangeret baseret på mærkegenkendelse og aktiver under forvaltning. Disse målinger korrelerer dårligt med kundernes resultater. Kriterierne nedenfor er dem, der udspringer af due diligence og kundeaafgang.

Relateret: OurCrowd — Invester sammen med et VC-firma i undersøgte israelske og globale startups..

Uafhængighed og ejerskab. Ejes kontoret af en bank, et forsikringsselskab, en kapitalfond eller dets egne partnere? Bankejede multifamiliekontorer kan tilbyde balancestyrke og depotintegration, men kan flytte allokeringer mod interne produkter. Partnerejede butikker er generelt mere fleksible, men bærer nøglepersonrisici.

Gebyrarkitektur. Se efter en klar opdeling mellem faste eller aktivbaserede rådgivningsgebyrer og gebyrer på produktniveau med eksplicit rabat på retrocessioner. Schweiziske regler har kraftigt insisteret på dette punkt, og praksis med fuld retrocession-rabat udgør nu en reel differentiator snarere end en markedsføringslinje.

Depot og kontrol. Den stærkeste styringsmodel bevarer aktiver hos tredjeparts-forvaltere valgt af familien, hvor multifamiliekontoret har rådgivende eller begrænset skønsbeføjelse. Enhver model, hvor kontoret også varetager, skaber koncentrationsrisiko, som bør prissættes.

Værd at se: Republic — Begynd at investere i startups, fast ejendom og krypto fra så lidt som $100..

Rapporteringsgranularitet. Konsolideret rapportering er en selvfølge; Spørgsmålet er, om rapporteringen dækker private markedspositioner til dagsværdi, understøtter multi-valuta- og multi-entity-strukturer og leveres efter en tidsplan, som familien kan stole på.

Mulighed for direkte aftaler. For familier, der målretter mod teknologi og IKT, er testen, om kontoret har et internt sourcing-team, en historie med gennemførte direkte aftaler og en dokumenteret proces for konflikter, fordeling på tværs af familier og saminvesteringsvilkår.

Minimum og pasform. Minimumskrav på etablerede multi-familiekontorer varierer typisk fra flere millioner til titusinder af millioner i investerbare aktiver, selvom tærsklen varierer meget afhængigt af udbyderen og omfanget af tjenesten. En familie, der er under det minimum, en udbyder kræver, vil generelt blive tilbudt et lettere rådgivningsforhold i stedet for fuld servicestyring.

Regionalt landskab: Schweiz, Italien og videre

Schweiz er fortsat det dybeste marked for flere familiekontorer på det europæiske kontinent. Genève, Zürich og Lugano er hjemsted for en tæt klynge af uafhængige kontorer, understøttet af en moden privatbankinfrastruktur, et stabilt retssystem og en lang tradition for grænseoverskridende formuestrukturering. Schweiziske udbydere har en tendens til at præstere bedst, når det kommer til multijurisdiktionel rapportering, koordinering af fonde og truster og adgang til globale ledere.

Italien har udviklet en særskilt model. Milano og, i mindre grad, Rom og Torino er hjemsted for multifamiliekontorer, der ofte er bygget op omkring industrielle familiegrupper, med dybe indenlandske netværk inden for faste aktiver, privat gæld og italiensk private equity på mellemmarkedet.

Italienske udbydere betjener ofte familier, hvis formue kommer fra driftsvirksomheder, og som har behov for succession og planlægning af likviditetsbegivenheder lige så meget som porteføljekonstruktion. Storbritannien, Luxembourg og i stigende grad UAE supplerer de europæiske muligheder, hvor Luxembourg er særligt relevant for fondsstrukturering og Storbritannien for adgang til London-baserede venture- og vækstforvaltere.

Relateret: Carta — Cap table, værdiansættelser og fondsadministration i én platform..

For familier, hvis primære interesse er teknologieksponering i USA eller Israel, betyder valget af jurisdiktion for flere familiekontorer mindre end kontorets netværk på disse markeder. Et schweizisk eller italiensk multifamiliekontor med ægte forbindelser til Silicon Valley og Tel Aviv kan tilbyde mere end et amerikansk-baseret kontor uden venture sourcing-kapacitet.

Hvor flerfamiliekontorer passer ind i en venturetildelingsstrategi

Familier, der søger direkte adgang til saminvestering i teknologi- og IKT-aftaler, står over for et specifikt strukturelt problem: de bedste venture-runder er overtegnet, og adgangen tildeles gennem relationer snarere end gennem platforme. Et multi-familiekontor kan løse en del af dette problem og fejle på en anden del.

Hvad et multi-familiekontor gør godt, er aggregering og administration: samle familiekapital for at opfylde minimumsbilletstørrelser, udføre operationel og finansiel due diligence, koordinere juridisk dokumentation og levere konsolideret rapportering om illikvide positioner. Hvad den ofte gør forkert, er primær sourcing. Mange kontorer præsenterer sig selv som deal-originatorer, når de i virkeligheden er mellemmænd, der videresender muligheder fra venturefonde, syndikater eller placeringsagenter, med begrænset evne til at forhandle vilkår eller sikre tildeling.

Hvor ville vi starte: Moonfare — Få adgang til top-tier private equity og VC-fonde fra omkring €50.000..

En praktisk test under due diligence er at bede om de sidste fem direkte handler, som kontoret selv sourcede, størrelsen af ​​den forpligtede familiekapital, den rolle, kontoret spillede i forhandlingerne, og hvad der skete, da handlen blev overtegnet. Kontorer med reel indkøbskapacitet besvarer disse spørgsmål med detaljer. Kontorer uden dette vender sig til at diskutere deres relationer til fonde.

For familier, der ønsker venture-eksponering uden at udvikle interne kapaciteter, er den realistiske struktur hybrid: et multifamiliekontor for styring, rapportering og strukturering, kombineret med en specialiseret co-investeringsrådgiver til indkøb og eksekvering af handler i teknologivertikalen. Denne arbejdsdeling undgår at betale ledelsesgebyrer for sourcing, som kontoret ikke kan levere, og undgår at betale sourcing-honorarer for administration, som en specialrådgiver ikke bør udføre.

Sådan køres en udvælgelsesproces

En disciplineret udvælgelsesproces til et multifamiliekontor tager tre til seks måneder og følger en forudsigelig rækkefølge.

Trin et: Definer mandatet. Bemærk de investerbare aktiver, jurisdiktioner, enhedsstrukturer, likviditetsbehov, risikotolerance og specifikke huller, du ønsker, at kontoret skal udfylde. Familier, der springer dette trin over, ender med at sammenligne udbydere alene på pris.

Trin to: Shortlist på strukturel egnethed. Filtrer efter jurisdiktion, minimumskrav, ejerskabsmodel og serviceomfang. En familie med en enkel, enkelt jurisdiktionsstruktur har sjældent brug for en schweizisk grænseoverskridende specialist; en familie med enheder i fire lande trives sjældent med en udelukkende indenlandsk leverandør.

Trin tre: Anmod om gebyrplanen skriftligt. Bed om rådgivningsgebyrer, gebyrer på produktniveau, retrocessionspolitik, forældremyndighedsordninger og udtrædelsesvilkår. Sammenlign på samlede ejeromkostninger, ikke overskriftsgebyrer.

Trin fire: Interview investeringsteamet, ikke kun relationsadministratoren. Relationsadministratoren sælger; investeringsteamet leverer. Spørg, hvem der træffer allokeringsbeslutninger, hvordan konflikter håndteres, og hvordan kontoret håndterede en tabende position.

Trin fem: Udfør referencetjek på afgående kunder. Nuværende kunder screenes for deres entusiasme. Tidligere kunder forklarer, hvorfor de forlod, hvilket er det mest informative datapunkt i processen.

Trin seks: Pilot før du forpligter dig. Start, hvor det er muligt, med et defineret omfang (rapporteringskonsolidering eller en enkelt aktivklasse), før du afleverer hele forholdet.

Almindelige fejl og forbehold

Familier betaler regelmæssigt for meget for varemærke og for lavt for ledelse. Et velkendt navn er ikke bevis på bedre rapportering, bedre adgang til transaktioner eller bedre konflikthåndtering.

En anden tilbagevendende fejl består i at forveksle eksponering mod fund of funds og direkte co-investering. Det er forskellige produkter med forskellige gebyrniveauer, forskellig likviditet og forskellige kontrolrettigheder. Et multi-familiekontor, der kun tilbyder adgang til midler af midler, tilbyder ikke direkte transaktionsmuligheder, uanset det foreslåede markedsføringssprog.

En tredje negligerer udgangen. Relationer med flere familiekontorer ophører – gennem utilfredshed, en likviditetsbegivenhed eller et generationsskifte. At forstå opsigelsesfrister, dataportabilitet og overgangssupport før underskrivelse er betydeligt nemmere end at forhandle dem bagefter.

Endelig varierer regulatorisk status efter jurisdiktion og bør verificeres direkte med den relevante myndighed i stedet for at accepteres fra et pitch-dæk. I Schweiz offentliggør den schweiziske finansmarkedstilsynsmyndighed (FINMA) godkendelsesoplysninger; i Den Europæiske Union fører den europæiske værdipapir- og markedstilsynsmyndighed (ESMA) registre over autoriserede firmaer. Uafhængig verifikation tager kun et par minutter og undgår dyre fejl.

Kilder og yderligere læsning

• Multi-family office — Wikipedia: Et multi-family office (MFO) er en uafhængig organisation, der støtter flere familier til at administrere hele deres formue. Flerfamiliekontorer tilbyder typisk…
• Familiekontor — Wikipedia: Et familiekontor er en privatejet virksomhed, der varetager investeringsforvaltning og formueforvaltning for en velhavende familie med det formål at vokse effektivt…

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et multifamiliekontor?

Et multi-familiekontor er en virksomhed, der leverer investeringsrådgivning, konsolideret rapportering, formuestrukturering og administrative tjenester til flere uafhængige velhavende familier, der deler infrastruktur og personale blandt kunder for at reducere omkostningerne for hver familie. Det adskiller sig fra et enkelt familiekontor, som udelukkende henvender sig til én familie, og en privat bank, som generelt kombinerer rådgivning med interne produkter og forældremyndighed.

Hvor meget har du brug for at arbejde med et multifamiliekontor?

Minimumskravene varierer meget fra udbyder til udbyder og afhængigt af omfanget af de efterspurgte tjenester, og etablerede fuldservicekontorer sætter typisk tærskler i millioner til titusinder af millioner i investerbare aktiver. Familier, der ikke har det minimum, der kræves af en given udbyder, tilbydes ofte et lettere rådgivningsforhold frem for fuld styring og rapportering. Den praktiske tilgang er direkte at forespørge hvert udvalgt kontor i stedet for at stole på offentliggjorte tal, som ofte er vejledende.

Er et multifamiliekontor bedre end en privat bank?

Hverken er universelt bedre; valget afhænger af, om du ønsker åben arkitektur og uvildig rådgivning eller integrerede produkter og depot. Multifamiliekontorer tilbyder generelt større uafhængighed og mere personlig rapportering, mens private banker tilbyder balancestyrke, udlånskapacitet og integreret eksekvering. Mange familier bruger begge dele, hvor multifamiliekontoret overvåger og koordinerer forholdet mellem flere banker.

Hvordan opkræver multifamiliekontorer?

De fleste kombinerer faste eller aktivbaserede rådgivningsgebyrer med gebyrer på produktniveau på de anvendte fonde eller investeringsinstrumenter, og nogle tjener retrocessioner fra tredjepartsforvaltere. Det afgørende spørgsmål er, om retrocessionerne er fuldt ud tilbageført til kunden, hvilket nu er almindelig praksis blandt de mest gennemsigtige schweiziske udbydere. Bed altid om den fulde gebyrplan skriftligt, inklusive depot- og transaktionsgebyrer, før du sammenligner udbydere.

Kan et multifamiliekontor give adgang til venturekapital og direkte saminvesteringsaftaler?

Nogle kan, men kapaciteten varierer meget og bør verificeres snarere end antages. Spørg om de sidste fem aftaler, som kontoret selv har fundet, den kapital, dets familier har forpligtet, og dets rolle i forhandlingen af vilkårene. Kontorer, der er afhængige af tredjepartssyndikater eller placeringsagenter for deal flow, er mellemmænd snarere end originatorer, og familier, der søger ægte teknologisk co-investering, kombinerer ofte et multi-family office til governance med en specialiseret sourcing-rådgiver.

Hvilke jurisdiktioner er bedst til et multifamiliekontor?

Schweiz er det dybeste kontinentale europæiske marked, især for grænseoverskridende strukturering og rapportering i flere jurisdiktioner, mens Italien tilbyder stærke indenlandske netværk inden for industrielle, real-asset og mid-market private equity. Luxembourg er relevant for fondsstrukturering, Storbritannien for adgang til London-baserede venture- og vækstforvaltere og USA og Israel for teknologiaftaler. Den rette jurisdiktion følger af din selskabsstruktur, skatteposition og investeringsfokus snarere end fra en generisk rangering.

Kilder

• Akkrediterede investorer: investor bulletin — Investor.gov (U.S. SEC)
• Private placeringer i henhold til forordning D: investor bulletin — Investor.gov (U.S. SEC)